Bolt Action - The Soviet Union - Weapons Team

Infanteriets våbenhold er en vigtig del af enhver Bolt Action-hær og giver din styrke stor taktisk fleksibilitet. Snigskyttehold, morterhold og flammekasterhold er blandt de mest almindelige og stiller din modstander over for flere udfordringer, der skal overvindes.

Snigskytten blev synonym med Den Røde Hær, især under de hårde belejringer af Stalingrad og Leningrad. Der blev oprettet »snigskytteskoler« i sønderbombede bygninger og kældre, hvor succesrige snigskytter gav deres færdigheder videre til et stadigt voksende antal elever – mange af dem kvinder. Den sovjetiske propaganda gav succesrige snigskytter stor opmærksomhed og tilskyndede til en doktrin om »snigskytteisme« blandt tropperne. Snigskytterne brugte kikkertsigter på enten en Moisin-Nagant 1891/30 med repetermekanisme eller, mere sjældent, et halvautomatisk Tokarev SVT-40-gevær. Der blev brugt flere forskellige ammunitionstyper, herunder sporlysammunition og panserbrydende ammunition. Sovjetiske snigskytter var til rådighed på kompagniniveau og arbejdede i hold eller undertiden på egen hånd. De enkelte grupper i Den Røde Hær havde ofte en udpeget skarpskytte med et gevær forsynet med kikkertsigte for at kompensere for manglen på ildkraft på lange afstande som følge af det store antal maskinpistoler, der blev brugt. Sovjetiske snigskytter blev kendt for deres felterfaring, deres evne til at bevæge sig uopdaget og deres tålmodighed. De mest succesrige snigskytter stod hver især for hundredvis af nedkæmpede fjender – omkring 500 var det højeste registrerede antal for en enkelt snigskytte.

Den lette standardmorter, som blev brugt af russisk infanteri under Anden Verdenskrig, var 50mm Infantry Mortar Model 1940 (50-PM 40), en billigere version af den tidligere model fra 1938. Desuden modtog den sovjetiske hær et betydeligt antal 2-tommers morterer fra Storbritannien gennem Lend-Lease. 50mm-morteren blev betragtet som en »kompagnimorter« i modsætning til de tungere bataljonsmorterer på 82mm og regimentsmorterer på 120mm. Til at begynde med blev 50mm-mortererne tildelt enkelte hold på delingsniveau, men senere blev de oftere samlet på kompagniniveau for at blive brugt sammen i større antal. Våbnet var let at bære og kunne affyre spræng- eller røggranater på en afstand af over 800 yards.

Sovjetterne brugte flammekastere i stort omfang, herunder stationære typer som FOG-1, der blev gravet ned for at dække bunkere og skyttegrave. På grund af mangler i udviklingen af andre effektive panserværnsvåben lagde Den Røde Hærs doktrin stor vægt på at bruge flammekastere både som panserværns- og antiinfanterivåben. I 1943 oprettede de endda separate motoriserede panserværnsbataljoner med flammekastere. De langt mest almindelige russiske flammekastere var de bærbare ROKS-typer. ROKS-2 blev udformet med en brændstoftank, der lignede en almindelig rygsæk, og en dyse, der lignede et gevær, for ikke at tiltrække uønsket opmærksomhed på slagmarken.

Indeholder følgende Warlord Resin Plus™-figurer:

• Snigskyttehold med 2 mand
• Let morterhold med 2 mand
• Flammekasterhold med 2 mand

Disse figurer er støbt i vores nye og forbedrede Warlord Resin Plus™