Bolt Action - The Soviet Union - Weapons Team (Winter)

Infanteriets våbenhold er en vigtig del af enhver Bolt Action-hær og giver din styrke stor taktisk fleksibilitet. Snigskyttehold, flammekasterhold og lette morterhold hører til de mest almindelige og stiller din modstander over for flere udfordringer, der skal overvindes.

Snigskytten blev synonym med Den Røde Hær, især under de grusomme belejringer af Stalingrad og Leningrad. Der blev oprettet ”snigskytteskoler” i sønderbombede bygninger og kældre, hvor dygtige snigskytter gav deres færdigheder videre til et stadigt voksende antal elever – mange af dem kvinder. Den sovjetiske propaganda gav succesrige snigskytter stor opmærksomhed og opmuntrede til en doktrin om ”snigskytteisme” blandt tropperne. Snigskytterne brugte kikkertsigter på enten en Moisin-Nagant 1891/30-riffel med repetermekanisme eller, sjældnere, en halvautomatisk Tokarev SVT-40-riffel. Der blev brugt flere forskellige ammunitionstyper, blandt andet lyssporammunition og panserbrydende ammunition. Sovjetiske snigskytter fandtes på kompagniniveau og arbejdede i hold eller undertiden på egen hånd. De enkelte grupper i Den Røde Hær havde ofte en særligt udpeget skarpskytte med en riffel med kikkertsigte for at hjælpe med at kompensere for manglen på ildkraft på lange afstande som følge af det store antal maskinpistoler, der blev brugt. Sovjetiske snigskytter blev kendt for deres færdigheder i felten, evne til at forblive uopdagede og deres tålmodighed. De mest succesrige snigskytter dræbte hver især hundredvis af fjender – omkring 500 var det højeste registrerede antal for en enkelt snigskytte.

Den lette standardmorter, som blev brugt af russisk infanteri under Anden Verdenskrig, var 50mm Infantry Mortar Model 1940 (50-PM 40), en billigere version af den tidligere model fra 1938. Desuden modtog den sovjetiske hær et betydeligt antal 2-tommers morterer fra Storbritannien gennem Lend-Lease. 50mm-morteren blev betragtet som en ”kompagnimorter”, i modsætning til de tungere 82mm-morterer på bataljonsniveau og 120mm-morterer på regimentsniveau. Til at begynde med blev 50mm-mortererne tildelt enkelte hold på delingsniveau, men senere blev de oftere samlet på kompagniniveau for at blive brugt i større antal samtidig. Våbnet var let at bære og kunne affyre spræng- eller røggranater på over 800 yards afstand.

Sovjetterne brugte flammekastere i stort omfang, heriblandt den stationære FOG-1, som blev gravet ned for at dække bunkere og skyttegrave. På grund af mangler i udviklingen af andre effektive panserværnsvåben lagde Den Røde Hærs doktrin stor vægt på at bruge flammekastere både som panserværnsvåben og som våben mod infanteri. De dannede endda separate motoriserede panserværnsflammekasterbataljoner i 1943. De langt mest almindelige russiske flammekastere var de bærbare ROKS-typer. ROKS-2 blev udformet med en brændstoftank, der lignede en almindelig rygsæk, og en dyse, der lignede en riffel, for ikke at tiltrække uønsket opmærksomhed på slagmarken.

Æsken indeholder:

• Seks figurer i Warlord Resin™
• Plastbaser
• Tre ordreterninger

Disse figurer er støbt i vores nye og forbedrede Warlord Resin Plus™.